Der er i projektbeskrivelsen defineret 3 møder på hver to dage. Vi kan efter fælles beslutning ændre på de konkrete tidsrammer undervejs.
SUBSTANce projektet sørger for lokaler og forplejning inklusive middag efter førstedagens møde for dem, der ønsker. Der er ikke budgetteret med internat, så vi finder et mødested i København. Hvis der alligevel er transportudgifter, dækkes de selvfølgelig af SUBSTANce.
Da vi alle er travle forskere, gælder det om, at arbejdsbyrden ud over selve deltagelsen i møderne er minimal - og udbyttet maksimalt.
Møderne forberedes, ledes, og efterbearbejdes af MN - under medvirken af studentermedhjælp efter behov og aftale.
Som et træk ved den metode, der benyttes, bliver der dog også tale om et begrænset forberedelsesarbejde til de øvrige deltagere - det aftaler vi konkret undervejs.
Møderne optages på lydfiler. Lydfilerne samt evt. transskriptioner heraf, og evt. andre fortrolige materialer, opbevares på Institut for Psykologis beskyttede server. Alle deltagere gives adgang til dem. Hver enkelt deltager har, i overensstemmelse med almindelige etikregler, ret til at udgå af undersøgelsen uden begrundelse, hvorefter ingen data om vedkommende eller citater af vedkommende må bruges.
Videnskabelige publikationer, hvori disse data indgår eller bruges, har alle deltagere (der ønsker det) som forfattere. Første-forfatter(e) er den eller de, der udfører det største arbejde med analyse, skrivning og redaktion. Sidste-forfatter er MN, med mindre MN er førsteforfatter.
Vi opretter et 'bibliotek' af artikler og andre ikke-fortrolige filer, som via Dropbox gøres fælles tilgængelig.
I projektbeskrivelsen står omtalt, at vi vil bruge "erindringsarbejde" ~ memory work. Den metode er udviklet af bl.a. Frigga Haug og senere bl.a. Bronwyn Davies og Line Lerche Mørck (Davies & Gannon, 2006; Haug, 1997; 1999; 2000; 2002; 2003; Mørck, Carlsen, Grøndahl, & Cramer, 2011). Deltagerne er alle medforskere; de skriver (eller hos Davies: fortæller) en kort historie om et tema de har besluttet i fællesskab; disse tekster analyseres nu af alle deltagere (inkl. forfatteren) ved brug af litteratur- og ideologikritiske redskaber; analysen informeres sideløbende af tilsvarende kritisk læsning af kunstneriske, populære og videnskabelige fremstillinger af temaet.
Et særligt træk ved metoden er foreningen af ideologikritik (med primært feministisk baggrund) med dekonstruktion (nærmest i Derrida's forstand) i udviklingen af modeller for hvordan subjektivitet er kulturelt formidlet - og alt sammen i et kollektivt realiseret første-person-perspektiv. Under inspiration fra bl.a. Gramsci (men Foucault er jo ikke langt væk) udgås fra den centrale tese, at bevidstheden dannes spontant i og med dencommon sense, som gennemsyrer hverdagsliv, populærkultur og videnskab, og som opretholder et givent hegemoni - og at dens udforskning derfor på én gang er selvkritik og kulturkritik. Haug var en del af bevægelsen kritische Psychologie alias Berlinerskolen, men med sit ideologikritiske fokus udviklede hun et alternativ til bl.a. Holzkamps og Dreiers mere fænomenologiske drejning af den marxistiske tradition - hvilket også gør det forståeligt, at hendes arbejde senere tages op af poststrukturalister som Davies.
Trods navnet er erindringsarbejde egentlig ikke tematisk forbundet med en psykologisk problematik om erindring. Når der er tale om erindring er det snarere fordi erindringen repræsenterer det subjektive som objekt - der opnås en vis distance til 'mig selv', som videreudbygges gennem det kollektive arbejde, samtidig med, at 'jeg' står inde for, at det virkelig er 'mig selv', det handler om.
Erindringsarbejde på én gang fastholder og problematiserer (altså: udvikler) subjektets perspektiv - når det gælder den enkelte deltager. Det samme er ikke helt tilfældet hvad angår kollektivet. Metoden ser ud til at forudsætte et 'vi' af en bestemt art: En gruppe af individer, som alle hver for sig kender og tilslutter sig tilgangen og formålet, som et kritisk emancipatorisk projekt. Altså en særlig, kulturhistorisk moderne form, med rødder i universitetsseminarer, selvhjælpsgrupper og især kvindebevægelsens basisgrupper (det personlige er politisk).
Disse træk ved metoden kan vi helt i Frigga Haugs ånd modificere, bl.a. under inspiration fra en anden af Haugs centrale referencer: Ernst Bloch (1967; 1995; Marvakis, 2006).
Bloch udfolder i Håbets Princip en praksisfilosofi og en utopiernes kulturhistorie. Blandt marxister blev han ofte kritiseret for 'subjektivisme' fordi han rettede søgelyset mod det anticiperende aspekt ved praksis og bevidsthed - det endnu-ikke-værende, det tilblivende, som vi selv er impliceret i. Det er det samme fokus, der gør ham interessant her.
'Utopi' er hos Bloch ikke nødvendigvis utopisk i dagligdags forstand. Begrebet betegner mere alment fremstillinger af det ikke-værende, i lyset af dets relevans. Som sådan kan analysen af det netop rettes kritisk mod forskellige slags utopisme, hvor idealbilleder projiceres fra livet og adskilles fra det jordiske, som abstrakte utopier. Blochs modbegreb om konkret utopi betegner heroverfor forestillingen om det reelt mulige, det latente, som viser sig som tendens i historien, og som danner begrundet håb. Det er altså ikke en idé om at realisere utopier på et afgrænset sted (fx som 'utopiske kommuner'); tværtimod kan man se Bloch's diskussion som en forløber for Foucault's senere begreb om heterotopi, som netop peger på de modsigelser og paradokser, der opstår, når abstrakte utopier (fx himmelsk fred, eller miljøterapeutisk metode) definerer konkrete steder (fx kirkegårde, eller døgninstitutioner).
Enhver kultur (former for hverdagsliv og genstande) kan analyseres i dette lys. En sådan analyse er ikke alene at forankre dem i forskellige aktørers praksis og bestræbelser, men samtidig også i betragterens egne. Det er i kraft af analysens eget rettede, normative, 'håbets princip', at det er muligt at få øje på - at problematisere, men dermed også anerkende - utopiske aspekter ved praksis. Subjektivitet kan kun udforskes inter-subjektivt.
Med inspiration fra Bloch kan vi formulere den tese, at utopier ligesom erindringer kan objektivere det subjektive, altså tjene som genstand og midler for en udforskning af subjektivitet.
Der er en omfattende diskussion af begrebet "håb" i aktuel antropologi (Miyasaki, Crapanzano og andre), som jeg endnu kun har snuset til, og som i varierende grad trækker på Ernst Bloch. En inspirationskilde for mig har her været Cheryl Mattingly (1998; 2010). Mattingly's analyser af hvordan der skabes håb og fællesskab i sundhedsvæsnets praktiserede fortællinger ('emergent narratives") er for mig at se helt kompatible med Haugs og Blochs tilgange - ikke mindst fordi hun også viser, hvordan hendes informanter bakser med, trækker på, indbygger og omarbejder de såkaldte "kanoniske" fortællinger, som er magtfulde som common sense i sundhedspraksis. Med sit antropologiske udgangspunkt ser Mattingly ikke helt i samme grad som Haug og Bloch sin egen forskningspraksis som produktivt impliceret, men snarere som med-lidende. Til gengæld har vi hele den antropologiske bevidsthed om begivenheder og tykke fortællinger med i bagagen (som den fx kendes fra (Geertz, 1973); håbet og fællesskabet dannes ikke ved et knips med fingrene i et frit svævende rum.
Det er vigtigt, fordi netop dét er fristelsen når man bruger utopier og håb som 'metode'. Sådan ser det ud til at være tænkt i den 'løsningsfokuserede terapi' (Miller & de Shazer, 1998). Her lanceres 'mirakel-spørgsmålet' som psykoterapeutisk intervention: Hvis du i morgen vågner op og dit problem er løst ved et mirakel, hvordan vil du så opdage det? Pointen er (ligesom i narrativ terapi), at beskæftigelsen med drømme og håb er anerkendende og selv-anerkendende, fordi det skaber en positiv fortælling. Voila - og næste spørgsmål ligger lige for, denne gang til terapeuten: Hvilken effekt har den intervention, overfor hvilke typer klienter, problemer, diagnoser? Selvom de Shazer selv fremstiller det i denne 'kliniske' ånd (de Shazer & Berg, 1997), så er det nok i høj grad også et spørgsmål om genre: det kan på ingen måde udelukkes, at kloge rådgivere selv indtænker den tykkere kontekst i fortællingen, selvom stærke kræfter trækker den anden vej.
Den vej, de trækker, svarer til magtforhold og hegemoni: Effektbegrebet i socialt arbejde kan ikke tænkes narrativt. "Fortællingen" gøres til en årsag med en virkning; relationen mellem årsag og virkning bliver ikke begrebet, men blot målt. Det ser praktisk og jordnært ud, men faktisk ender vi i den abstrakte utopi: Miraklet forbindes ikke med hverdagslivet på anden måde end som et ideal, klienten skal leve op til. Ligesom i 12-trins-bevægelsen er vi tilbage ved tautologien: "It works - if you work it". Her kunne man rette en ideologikritik med en anden Miller - Arthur Miller's En Sælgers Død.
De i dansk aktionsforskning meget anvendte 'fremtidsværksteder' (Aagaard, Nielsen, & Olsén, 1999; Jungk & Müller, 1987) udspringer ligesom erindringsarbejdet af en langt mere ambitiøs politisk-pædagogisk tradition, som jeg ikke skal gøre mig til dommer over her. Men i min optik er der også her en fare for, at utopien konstrueres som abstrakt ideal, der knyttes tilbage til hverdagslivet i en pragmatik, som lader bestående hegemonier urørt. Sekvensen er her, at en kritikfase efterfølges af en utopifase, hvor fantasien slippes løs, hvorefter man går på kompromis i en realiseringsfase.
Man kan sige, at begge de to metoder mangler netop det, som Haug, Bloch og Mattingly på forskellige måder udfolder: kritikken, ikke bare af den eksisterende situation, men af den ideologi, man selv umiddelbart tænker i, når man opstiller (abstrakte) utopier (m.a.o. af kritikken af diskurs, fortælling, bevidsthed, teori, metode).
Og det er i særlig grad potentielt relevant i dette felt, som vrimler med kortslutninger mellem forskningens hverdagspraksis og abstrakte metodologiske idealer, som de enkelte forskere, med karrieren som indsats, skal (få det til at se ud som om de kan) leve op til.
Og hvor vi forskere i høj grad fremstiller os selv og søger anerkendelse gennem beskrivelser af fremtidigt arbejde - ikke bare i de stadig flere og stadig vigtigere projektbeskrivelser, men også i den videnskabelige retoriks 'maskinrum'. Hvis vi anlægger et tilsvarende 'tilblivelses-perspektiv' på forskning - Latour taler her om "science in the making" (Latour, 1987) - så kan vi se forskningen selv som et kulturelt vækstlag, en skabelse af fællesskab og emergente, praktiserede fortællinger. Med Isabelle Stengers' ord:
A proposition that has been accepted is not necessarily the object of a consensus of a community that preexisted it. It creates this consensus, as well as the community that corresponds to it.
(Stengers, 1997, p. 85)
Fællesskabelsen er et vigtigt aspekt her. Ikke kun fordi den betyder, at vi kan se det, som i neopositivistisk videnskabsteori - og i New Public Management af forskning - er sidste højhellige instans, nemlig community of scholars, på en ny måde, som emergent og praksisbaseret. Men også fordi vi med den opmærksomhed kan tage et skridt videre fra erindringsarbejdets kollektivitet, der så at sige blot var et modbillede, en spejlvending, af mainstream. Det hviler på den grundforudsætning, at den enkelte medforsker som det første skridt definerer sig selv med en sådan identitet som "kritisk". Fællesskabet konstitueres med disse 'frie' individuelle trosbekendelser; de danner ramme, før det første ord udtales. Når denne konstituering skubbes ud af synsfeltet, bliver de grundlæggende relationer (fx in- og eksklusion) selvfølgelig nemt autoritære: Hvad regnes for at være "rigtigt" kritisk? Hvad er ideologi, og hvad er videnskab? Osv. Og dermed gendannes også den blindhed overfor egne standarder, som er et af de problemer vi gerne vil overvinde i den humanistiske off-mainstream forskning.
Gennem arbejdet med utopier - relevante billeder af det ikke-værende - arbejder vi også med de fællesskaber og standarder, som de implicerer, og pr. implikation også med dem, vi selv danner i vores samarbejde (læg mærke til, hvad disse linjer er i denne sammenhæng).
Nu skal vi selvfølgelig ikke mødes om at formulere et forskningsprogram til tilhørende tilgang og paradigme, eller et nyt samfinansieret forskningscenter. Men når vi arbejder med utopier om mixed methods og om implementering, så bliver der uvægerligt etableret et samspil mellem det, vi laver sammen, og det, som vi hver for sig skaber af fællesskabe, håb og fortællinger i vores øvrige og vigtigere kontekster. Med de foreslåede regler for vores arbejde kan vi håbe, at vi selv i en vis udstrækning har kontrol med hvordan.
Standards are often made to facilitate quantification and implementation. In our own projects, these aspects are represented in the practices of the fields (e.g. the documentation required to manage drug institutions), but scarcely in our own research. This aspect can be addressed by engaging with mixed methods and implementation research.
Although few would disagree that quantitative and qualitative research methods should be combined in understanding complex issues such as public health or social problems, mixed methods research (Baum, 1995) is challenging in terms of research practices, organization etc. Part of the trouble is how to handle standards, as these are in quite different ways taken as tools and objects, and as they co-define research itself as well as its relevance. The split between standardizing science and critical reflection is aggravated by the gap between the ideals of methodology and the pragmatics of science management. Applied research is often considered second-class, as it must favor relevance over rigor, while that relevance, in turn, is reflected in a purely pragmatic way. Ideal methodology does little to facilitate a reflection of research as practice.
One way to approach the issue is to systematize the reflections of researchers from institutions that combine high-quality research in both traditions with targeted implementation. This is the case with the National Institute of Public Health, The National Center for Social Research, the Center for Alcohol and Drug Research, and the Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims. We have recruited researchers from all these institutions to participate[1].
We envisage 3 workshops of each two days. The thematic focus will be on the interchanges and mutual constitutions of a) standards[2] at the points of transition between descriptive and interventionist use, and b) subjects as participants in the collaborations between quantitative and qualitative researchers, and between researchers and professionals and users. In order to facilitate the reflection of researcher subjectivity, two formats will be added to the ordinary academic: Memory Work (Haug, 2002), and narrative Outsider Witnessing (White, 2007)
Aagaard, K., Nielsen, B. S., & Olsén, P. (1999). Demokrati som læreproces. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Bloch, E. (1967). Das Prinzip Hoffnung. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.
Bloch, E. (1995). The Principle of Hope. Cambridge, Mass, USA: MIT Pres.
Davies, B. & Gannon, S. (2006). Doing Collective Biography. Berkshire, UK: Open University Press.
de Shazer, S. & Berg, I. K. (1997). 'What Works?' Remarks on research aspects of Solution-Focused Brief Therapy. Journal of Family Therapy, 19, 121-124.
Geertz, C. (1973). The Interpretation of Cultures. Selected Essays. New York: Basic Books.
Haug, F. (1997). The other Anxiety. On the Genderedness of an Emotion. Ref Type: Online Source. 30-12-2011: http://www.friggahaug.inkrit.de/documents/angst-englischi4.pdf.
Haug, F. (1999). Female Sexualisation. A Collective Work of Memory. London: Verso.
Haug, F. (2000). Memory-work as a Method of Social Science Research: A Detailed Rendering of Memory-Work Method. Ref Type: Online Source. 30-12-2011:http://www.friggahaug.inkrit.de/documents/memorywork-researchguidei7.pdf.
Haug, F. (2002). Vorlesungen zur Einführung in die Erinnerungsarbeit. The Duke Lectures. Hamburg: Argument Verlag.
Haug, F. (2003). Lernverhältnisse. Selbstbewegungen und Selbstblockierungen.Hamburg: Argument.
Jungk, R. & Müller, N. (1987). Future Workshops: How to create desirable futures. London: Institute of Social Inventions.
Latour, B. (1987). Science in Action. Cambridge. Mass.: Harvard University Press.
Marvakis, A. (2006). Vom Nutzen der Philosophie Ernst Blochs für eine emanzipatorische Psychologie. Forum Kritische Psychologie, 43-55.
Mattingly, C. (1998). Healing Dramas and Clinical Plots. Cambridge: Cambridge University Press.
Mattingly, C. (2010). The Paradox of Hope: Journeys Through a Clinical Borderland. Berkeley / London: University of California Press.
Miller, G. & de Shazer, S. (1998). Have you heard the latest rumor about...? Solution-focused therapy as a rumor. Family Process, 37, 363-377.
Mørck, L. L., Carlsen, H. B., Grøndahl, A., & Cramer, C. (2011). Etik i kollektivt biografiarbejde med mødre til 'børn i vanskeligheder'. Nordiske Udkast, 40, 39-55.
Stengers, I. (1997). Power and invention. Situating science. Minneapolis, USA: University of Minnesota Press.
White, M. (2005). Workshop Notes. Ref Type: Online Source. 30-12-2011:http://dulwichcentre.com.au/Michael%20White%20Workshop%20Notes.pdf.
White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. New York: W.W.Norton.
[1] Liselotte Ingholt, SIF, Kathrine Vitus, SFI, Esben Houborg, CRF, Andrew M. Jefferson, RCT
[2] Not methodological standards of research itself, but the standards that researchers handle and co-produce for practices, such as those of health promotion or human rights