SUBSTANce blev dannet i 2011 på en bevilling fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, som løber frem til ultimo april 2015. Siden har det også fået tilført andre projekter – se listen ude til venstre.
SUBSTANce havde hjemme på Institut for Psykologi, Københavns Universitet indtil august 2014, hvor det flyttede til Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), hvor projektleder Morten Nissen blev ansat som professor MSO. Her er det nu en del af forskningsprogrammet Organisation og Læring.
Projektet sigter mod at overskride adskillelsen mellem de traditioner for forskning og intervention, der etablerer standarder (fx sundhedsfremme mottoet "30 min. motion om dagen") og dem, der kritisk problematiserer standardernes betydning i menneskers hverdagsliv.
Standarder er et begreb for generaliserede modeller af og for praksis, og standardisering er et vok-sende og omdiskuteret samfundsfænomen. Der arbejdes ud fra tesen om, at standarder og subjekter danner hinanden i vekselvirkning (fx gennem modeller for livsførelse). Eftersom dette er et grund-forhold, så er den kritiske samfundsvidenskab også selv med i denne proces.
Der rettes fokus på de mikro-processer, hvori standarder og subjekter danner hinanden, og hvor forskningen selv er deltager - i børnefamiliers forhold til idealer og ressourcer (såsom i brug af be-stemte slags legetøj), personers systematiske monitorering af sindstilstande (self-tracking), og (i samarbejde med to kommunale institutioner) i interventioner for unge rusmiddel-brugere. Hertil knyttes seminarer med forskere som arbejder med 'mixed-methods' interventionsforskning på 4 sektorforskningsinstitutter, samt en 'Science & Technology Studies' udforskning af vores egne em-piriske forskningsaktiviteter.
Vi danner et forskningscenter og udvikler et forskernetværk gennem seminarer og konferencer.
Standarder er generaliserede modeller af og for praksis, i bestemte afgrænsede henseender.
Ethvert redskab legemliggør en standard - for sin frembringelse og sin anvendelse. Eftersom vores psyke bygges op omkring redskaber, så gælder det, at mennesker og standarder danner hinanden. Der sker hele tiden overgange og forvandlinger mellem det objektive og det subjektive - mellem standarder og subjekter.
Vi forstår os selv og hinanden gennem standarder. Den kulturhistoriske udvikling sætter hele tiden nye standarder, som vi forstår og former vores liv med. I takt hermed bygger vi hele tiden nye fællesskaber og nye former for kulturel dannelse.
Standardisering er, når denne proces foretages bevidst og som styring. Så håndhæves standarder abstrakt, dvs. på tværs af kulturer, og af konkrete situationer og mennesker. Det sker som teknolo-gisk udvikling, som udbredelse af handel og samkvem, og som magtudøvelse - de aspekter hænger tæt sammen.
Fordi standarder bruges til styring, og fordi de er abstrakte, kan der åbne sig et gab mellem standar-dens ideelle forudsætninger og den konkrete situation. Så selvom de synliggør, så gør de samtidig det modsatte. Man må hele tiden arbejde på at forstå deres konkrete konsekvenser, og på den kulti-vering af vilkår, samvær og livsførelse, som de fordrer.
Modernitet og standardisering er tæt forbundne. I hele den moderne tid har videnskaben bidraget med nye standardiseringer. De har omformet vores liv. Nogle videnskaber har gjort det ved at defi-nere normer for mennesket selv - dets krop, tænkning, følelsesliv og samliv. Mest for at designe det gode sunde og gode liv. Lige så længe har filosoffer og humanistiske videnskabsfolk diskuteret hvad det indebærer.
Hvordan forstår vi de konkrete helheder, som de abstrakte standarder bliver en del af? Det, de ikke fokuserer på? Hvordan håndteres de helt konkret? Hvad er det for en magt, der udøves med dem? Hvordan former de os, når vi tror, vi bare bruger dem?
De spørgsmål har ikke anfægtet de standardiserende videnskaber. Omvendt har kritikerne mest stillet sig på sidelinjen. Der er en dyb kløft mellem de to slags videnskaber. Den skal vi bygge bro over. Psykologi kan noget særligt her - fordi vi hele tiden har haft et ben i hver lejr.
På den måde kan vi måske yde et lille bidrag til en mere refleksiv modernitet - til, at bedre forstår, hvad vi gør, når vi skaber os med standarder.