"Self-tracking" er metoder, hvor en person løbende måler et eller flere forhold ved sin krop, sind, eller sine aktiviteter, ved brug af redskaber der indsamler data. I psykologi betegnes sådanne løbende målinger ofte som "selv-monitorering". Dette projekt ser på self-tracking i smartphone applikationer og søger at kaste lys over, hvordan vi omsætter disse teknikker i vores daglige livsførelse; samt hvilke nye personlige standarder vi danner derved. Empirisk undersøges dette i samarbejde med Københavns Kommunes Minvej-projekt, en socialpsykiatrisk indsats hvori psykisk sårbare borgere udstyres med en recovery-orienteret selv-monitorerings app.